Brøndby IF får kæmpe straf efter ballade: Ingen udebanefans længere

Arkivfoto

Brøndby IF er netop blevet meddelt, at klubben ikke må have tilskuere med til udebanekampe resten af 2022

Fodboldens Disciplinærinstans har netop oplyst Brøndby IF, at klubben fratages udebaneafsnit til udebanekampe resten af året. Samtidig får klubben en bøde på 400.000 kroner.

Straffen kommer som følge af en meget voldsom og aggressiv adfærd fra Brøndby-tilhængere mod kontrollører og betjente under opgøret mod Viborg FF den 18. september.

’Fodboldens Disciplinærinstans er i besiddelse af videomateriale fra Viborg FF, der viser en særdeles voldsom og aggressiv adfærd fra nogle af Brøndby IF’s tilskuere mod kontrollører og politiet til kampen,’ står der i en meddelelse på DBUs hjemmeside.

SE OGSÅ: GRISE FANGET I FLAMMERNE UNDER STALDBRAND: FLERE DYR ER DØDE OG AFLIVET

’På denne baggrund har Fodboldens Disciplinærinstans behandlet en sag mod Brøndby IF. Instansen traf i august en beslutning om, at Brøndby IF ikke kan have fans til næste kamp i Parken, og i denne sag har instansen så skærpet sanktionen,’ bliver det desuden skrevet.

Brøndby-tilhængerne skulle ifølge kendelse blandt andet have affyret og kastet mange romerlys på banen under kampen.

Vestegns-klubben har nu 14 dage til at anke bøden på de 400.000 kroner – straffen omkring fratagelse af udebaneafsnit kan ikke ankes.