Vejtrafik på Storebæltsbroen kan risikere at lukke mandag aften og natten til tirsdag på grund af blæst.
Et voldsomt uvejr med kraftig blæst og store mængder nedbør, der i øjeblikket ligger over flere dele af landet, kan få konsekvenser for bilister tirsdag morgen.
Foruden glatte veje kan den kraftige blæst, der ventes at tage til det kommende døgn, også risikere at lukke al vejtrafik på Storebæltsbroen.
Det skriver Sund & Bælt på det sociale medie X.
‘Ifølge DMI’s prognose vil der være risiko for lukning af vejtrafikken i et kortere tidsrum omkring klokken 20 og igen senere på natten i perioden mellem klokken 04.00 og 10.00 tirsdag morgen,’ lyder det.
Sund & Bælt opfordrer til, at man følger udviklingen i vejret løbende.
Blæsevejret skyldes et meget dybt stormlavtryk, der vil befinde sig over Nordsøen i nat. Mandag eftermiddag befinder lavtrykket sig over Den Engelske Kanal, og det vil bevæge sig nordpå i løbet af natten.
Lavtrykket har fået navnet Floriane af Meteo-France, som er et meteorologisk institut i Frankrig.
Det voldsomme vejr sætter særligt sit præg ved Vestkysten, hvor der kan være vindstød med orkanstyrke.
Vadehavet forventes natten til tirsdag og tirsdag morgen at blive ramt af kraftigt højvande.
Ved Vadehavet varsler Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, 3,6 meter over normalen i nogle områder.
Højvandet skyldes en kraftig vind, der blæser ind over Danmark, hvilket blandt andet skaber høje bølger.
Højvandet forventes at kravle op langs den jyske vestkyst og nå op til Thorsminde og Hvide Sande.
Her forventes vandstanden at stige til mellem 2 og 2,7 meter over normalen.
DMI udsendte mandag formiddag en varsling om stormende kuling med vindstød af stærk storm eller orkan op langs den jyske vestkyst.
De seneste prognoser lød på det tidspunkt, at middelvinden vil holde sig under en regulær storm. Dog kan det ikke udelukkes, at vinden kortvarigt bliver så kraftig, at den opnår stormstyrke langs kysten.