Støtten efter katastrofe i Det Hvis Hus vælter nu ind til Ukraine og Zelenskyj, mens russerne mener, at det er mirakuløst, at Zeleknskyj ikke blev slået
Rusland er aggressor, og Ukraine er det angrebne folk.
Sådan lyder den franske præsident Emmanuel Macrons reaktion på mødet mellem USA og Ukraine, der fredag aften gik i hårdknude efter mundhuggeri.
– Vi var i vores gode ret til at hjælpe Ukraine og sanktionere Rusland for tre år siden og til fortsat at gøre det, lyder det fra Macron ifølge Reuters.
– Vi skal respektere dem, der har kæmpet siden begyndelsen, fortsætter præsidenten.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er fredag under stor bevågenhed draget til Washington, D.C. for at underskrive en mineralaftale med Donald Trump.
Men det hele er endt i kaos, og Zelenskyj har forladt Det Hvide Hus, rapporterer flere medier.
Aftalen er ikke blevet underskrevet, lyder det fra en talsperson for Det Hvide Hus ifølge BBC.
Også Polens premierminister, Donald Tusk, melder sig på banen, efter at mødet mellem Trump og Zelenskyj kollapsede.
– Du er ikke alene, siger han til den ukrainske præsident ifølge AFP.
Den spanske premierminister melder sig også på banen på det sociale medie X.
– Ukraine, Spanien står sammen med jer, skriver han.
Ifølge Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, var begivenheder i Det Hvide Hus “alvorlige og nedslående”.
– Ukraine har stadig brug for USA’s støtte, og Ukraines sikkerhed og fremtid er også vigtig for USA og Europa, siger han til TV 2 i Norge.
Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, skriver på X:
– Sverige står sammen med Ukraine. I kæmper ikke kun for jeres frihed, men også for hele Europas. Slava Ukraini (hæder til Ukraine, red.), skriver Kristersson.
Selv om Europa viser massiv støtte til Ukraine er reaktion noget anderledes i Rusland.
Her lyder det, at det er et mirakel, at hverken den amerikanske præsident, Donald Trump, eller hans vicepræsident, J.D. Vance, ikke slog den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, under besøget i Det Hvide Hus.
Det siger det russiske udenrigsministeriums talsperson, Maria Zakharova, fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Zakharova har ifølge AFP udtalt sig i et opslag på Telegram, hvor hun skriver, at hun mener, at amerikanerne opførte sig behersket.