Unge mænd skaber frygt i shoppingcenter: Set med muligt gevær

Politikreds fik lørdag en anmeldelse om et forhold i et shoppingcenter. Det var et nyindkøbt legetøjsvåben.

Det skabte frygt, da kunder i et shoppingcenter i Esbjerg lørdag så to unge personer med et muligt gevær.

Det viste sig dog at være mindre dramatisk end som så.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto af shoppingcenteret.

Der var nemlig tale om to unge mænd i centret Broen Shopping, der netop havde købt et legetøjsvåben i byen, som de havde taget med ind i shoppingcentret.

Her satte de sig kort før 13.30 på en bænk, pakkede hardball-pistolen ud og kiggede på den.

– Det var ikke så smart tænkt, siger Erik Lindholdt, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

De unge mænd på 18 og 19 år truede ikke nogen i centret, og legetøjsvåbnet er ikke ulovligt, men deres opførsel skabte frygt og utryghed. Derfor er de blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Mændene er desuden blevet bortvist fra centret.

/ritzau/

Fredag aften og nat blev droner set over Køge Marina. PET er opmærksom på anmeldelser om droneaktivitet