Landstræner Brian Riemer bebrejder ikke FC Barcelona, at Andreas Christensen har pådraget sig en muskelskade.
Danmark må undvære sin nok bedste forsvarsspiller, når det går løs med fire kampe i Nations League inden for de kommende uger.
Søndag blev ellers formstærke Andreas Christensen meldt ude med en muskelskade i låret af FC Barcelona.
Landstræner Brian Riemer slog med egne ord “hovedet i puden fire gange” og kiggede så fremad.
– Min hjerne har vænnet sig til, at når der sker sådan nogle ting, så handler det om at gå i løsningsmode. Det der med at sidde og tude for lang tid over noget, som alligevel ikke kommer til at ske, er spild af tid.
– Men vi må erkende, at i den tid, jeg har været landstræner i snart to år, har vi desværre alt for mange gange skullet undvære en af vores absolut bedste spillere, siger Riemer i landsholdslejren i Helsingør.
Christensen havde høstet masser af spilletid for Barcelona efter et par sæsoner, hvor han har været slemt plaget af skader og blot spillet 40 procent af landskampene siden EM i 2024.
Riemer besøgte for en uge siden forsvarsprofilen sammen med landsholdets fysiske træner, Chris Haslam, og han vil ikke bebrejde Barcelona for Christensens skade.
– Der har været en god plan for det, de har gjort, og han havde ikke følt sig bedre i lang tid. Barcelona er topprofessionelle og lavede en topplan, men muskelskader kommer snigende.
– Jeg ved, at Hansi (Barcelona-træner Hansi Flick, red.) heller ikke er interesseret i at skulle undvære ham. De har gjort alt, hvad de kunne, siger Riemer.
Lucas Høgsberg er udtaget som erstatning for Christensen, og de andre alternativer til midterforsvaret er Joachim Andersen, Oliver Provstgaard og Victor Nelsson.
Riemer kalder det “mulighedernes tid” for landsholdsspillerne – også for stopperne i fraværet af Christensen.
– Det bliver også et af mine budskaber til spillerne: Hvilken mulighed det er at komme ind på et landshold nu, hvor der er så mange rum til at tage ansvar uden for banen, tage ansvar inde på banen og blive en af Danmarks allervigtigste landsholdsspillere, siger Riemer.
23-årige Provstgaard har snuset til landsholdet og spillede både lidt med Andreas Christensen og Joachim Andersen, da han startdebuterede i 0-0-kampen mod DR Congo i juni.
Han melder sig klar og parat til at tage en plads efter at have etableret sig som fast mand i italienske Lazio.
– Jeg kommer fra en klub i Italien, hvor der er utrolig meget pres på os. Jeg er vant til at spille hver weekend under et kæmpe pres, og jeg trives godt i det. Så jeg er også klar til at spille for det danske landshold, siger Provstgaard.
Danmark spiller sin første kamp i denne Nations League-samling torsdag ude mod Norge. Herefter gælder det Wales hjemme i Parken søndag og siden også Portugal hjemme og Wales ude.
RITZAU