Ung mand dræbt i fyrværkeriulykke

En ung mand er nytårsnat afgået ved døden efter en ulykke med fyrværkeri, oplyser overlæge

En ung mand er afgået ved døden på grund af en ulykke med fyrværkeri ved Nyborgvej i Odense.

Det oplyser Kristian Klemp, der er overlæge på Rigshospitalets Øjenklinik og har overblik over antallet af øjenskader nytårsnat.

Manden blev bragt på hospitalet i kritisk tilstand, men overlevede ikke.

Torben Jakobsen, der er vagtchef ved Fyns Politi, fortæller, at den unge mand blev 24 år.

Hans pårørende er blevet underrettet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her arbejder politiet ved ulykkesstedet

De foreløbige undersøgelser tyder ifølge vagtchefen på, at manden har antændt noget fyrværkeri, som er eksploderet tæt på hans ansigt.

– Hvad der er blevet affyret – om det er lovligt eller ulovligt – kan vi ikke udtale os om på nuværende tidspunkt, siger Torben Jakobsen.

Han fortæller, at der var flere mennesker i området, og at en anden person kom lettere til skade ved ulykken.

Politiet vil nu undersøge ulykken nærmere.

– Det er jo en tragisk ulykke, men derfor forsøger vi stadig at få afklaret de nærmere omstændigheder i løbet af formiddagen, siger vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 00.06. Det var ikke manden selv, der anmeldte ulykken.

– Vi mistænker ikke, at der har været andre involveret. Det forventer vi ikke, sagde vagtchef ved Fyns Politi Johnny Müller nytårsnat.

Derfor har politiet heller ingen anholdte i forbindelse med ulykken.

– Men derfor kan der alligevel godt være noget mistænkeligt i den forbindelse. Det er det, som vi skal finde ud af nu: Hvad er det for noget fyrværkeri? Hvor er det købt? Og hvem har leveret det? Er det ulovligt?

– Vi undersøger i hvert fald sagen, lød det fra Johnny Müller.

Fyrværkeri skal være CE-mærket, før det kan sælges lovligt i Danmark.

CE-mærket betyder, at producenten har fået fyrværkeriet testet og godkendt.

Opdager man fyrværkeri, som mangler et CE-mærke, eller som fejler ved brug, kan man kontakte Sikkerhedsstyrelsen. Styrelsen kan vejlede om, hvad man skal gøre.

Hvis professionelt fyrværkeri sælges til private, er det ulovligt.

En foreløbig opgørelse fra 1. januar til 1. november 2024 viste, at danske toldere i 2024 havde tilbageholdt knap et halvt ton ulovligt fyrværkeri.

Det er et væsentligt fald i forhold til sidste år, hvor man tilbageholdt over to ton over hele året.

Tolderne har fundet alt fra kanonslag, batterier og diverse knaldfyrværkeri til røggranater, romerlys og nødraketter.

/ritzau/