Ulve er blevet spottet i et befolket villakvarter, og det får nu blandt andet en minister til at reagere.
Det er ikke holdbart, at ulve i Danmark opholder sig i nærheden af mennesker eller passerer boligområder.
Det siger minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus (S) på et borgermøde i Oksbøl nær Varde mandag aften.
– Regeringens holdning er, at ulve skal ikke være i nærheden af, hvor vi bor, om det er i byen eller ude i en skov, siger han.
Han er første taler ved borgermødet, som Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har indkaldt til.
– Vi er et lille land, og ulven er her. Men den skal ikke være her i et omfang, hvor den kommer tæt på os mennesker. Er den det, skal den skræmmes bort eller reguleres, siger ministeren.
Han understreger, at det er det, han arbejder for som minister, men at det er en svær opgave på grund af strikse regler i forhold til beskyttelse af ulven som art.
Borgermødet er sat i stand, efter at der tidligere i januar blev set en flok ulve i et villakvarter i Oksbøl. Flere beboere berettede i lokale medier om, at det havde skabt utryghed.
Peter Sunde, der er professor ved Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, siger på borgermødet, at ulve som udgangspunkt ikke er interesseret i at møde mennesker.
– Der vil være ikke-opsøgende møder med mennesker. Det kan være, hvis de har fejlnavigeret. Ulve betegner en sikker afstand som 30 meter eller derover, siger han.
Han siger, at den data, der er tilgængelig på nuværende tidspunkt, ikke giver anledning til bekymring.
Men hvis der begynder at opstå et mønster, hvor ulve hyppigere bliver observeret samme sted, kan det være anbefalet, at man analyserer situationen nærmere, så man kan udvise rettidig omhu.
Jens Østergaard, der er kontorchef ved Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, understreger også, at der endnu ikke er noget, der indikerer, at der er fare for mennesker med de ulve, der bevæger sig i Oksbøl.
– Det er helt afgørende for os at sige, at vi tager hånd om det, hvis der er ulve, der udviser adfærd, der kan være en risiko for mennesker. Så venter vi selvfølgelig ikke. Det reagerer vi på med det samme, siger han.
Han siger, at styrelsen har konstateret, at årsagen til ulvenes tilstedeværelse er en stor koncentration af hjortevildt i området.
En borger spørger på mødet, om der skal ske et angreb fra en ulv, før man griber ind.
– Nej, det skal der ikke. Mennesker kommer før ulve, siger Jens Østergaard.
Han understreger, at udenlandske erfaringer viser, at ulve ikke fra den ene dag til den anden bliver farlige, men at det sker over en længere periode.
Professor Peter Sunde fortæller i forbindelse med et andet spørgsmål, at der har været tre tilfælde i Europa de seneste 20 år, hvor mennesker er blevet “nappet af ulve”.
To i Polen og et i Italien.
– Ingen skader var alvorlige, og alle kunne være stoppet i tide, hvis myndighederne havde grebet ind, siger han og uddyber, at der i alle tre tilfælde var tale om fødekonditionerede ulve – altså hvor ulvene er blevet vant til mennesker over tid.
/ritzau/