Politiet har fundet liget af en savnet mand. Først lød meldingerne på, at en lægehelikopter var tilkaldt til stedet, men nu er manden erklæret død
På eftersøgningens tredje døgn har sagen om den forsvundne Peter fået en meget tragisk afslutning.
Mandag eftermiddag lyder det nemlig fra politiet, at han er fundet livløs og senere er blevet erklæret død.
Ifølge vidner på stedet var en lægehelikopter blandt andet landet efter fundet.
Det var en henvendelse klokken 11.50 fra tilfældige forbipasserende, der havde set liget drive rundt i et havnebassin ved Coasterkajen i Skagen, som fik politiet til at rykke ud.
‘Der er ingen mistænkelige omstændigheder i forbindelse med det tragiske fund, og således mistænker politiet heller ikke, at der skulle ligge nogen forbrydelse bag,’ oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse og tilføjer:
‘Endvidere gør de samlede oplysninger og undersøgelser i forbindelse med fundet, at politiet ikke er tvivl om, at der er tale om den savende person.’
Peter blev 89 år.
Politiets efterforskningsleder, politikommissær Michael Kastenskov, takker offentligheden for den hjælp og de mange tips i sagen, som politiet har fået.
Ifølge politiet retter de pårørende også en stor tak til borgernes villighed til at hjælpe.
Nordjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer i sagen.