Tidligere Viborg spiller skal ni år i fængsel

Det var med stort ståhej da Viborg tilbage i 2019 præsenterede ham som en spændende spiller med vanvittigt fart og god teknik. Den store drøm braste dog for viborggenserne, før det overhovedet startede.

Der er blevet skrevet den ene artikel efter den anden, om den noget spøjse handel, som fodboldklubben Viborg FF foretog sig tilbage i 2019.

En spiller, som ellers var blevet skreget op til at være det helt store talent, endte som et af de største luftkasteller set i dansk fodbold nogensinde.

Nu er manden, som endte med at blive berømt for alt andet end sine fodboldevner, endnu en gang havnet på forsiden.

Bernio Verhagen, som skrev kontrakt med den danske fodboldklub Viborg FF, er netop blevet idømt ni års fængsel.

Verhagen er blevet dømt ved retten i Danmark tidligere, hvor han blandt andet blev dømt for dokumentfalsk og vold mod sin kæreste. Nu skal han ind og ruske tremmer en gang til, og denne gang kommer han ikke til at se dagens lys foreløbigt.

Ved retten i den hollandske by Breda er han blevet idømt ni års fængsel for to hjemmerøverier og et røveriforsøg. Det skriver Breda-lokalmediet Omroep Brabant. 

Ifølge det hollandske medie har Verhagen længe siddet bag tremmer i Colombia, men blev for nylig udleveret til Holland, så retssagen om hjemmerøverierne kunne finde sted. 

Bernio Verhagen blev dømt for sin medvirken til to hjemmerøverier i henholdsvis slutningen af 2020 og starten af 2021. Han blev ligeledes dømt skyldig i et røveriforsøg.

Sammen med sine medsammensvorne skulle han have truet beboerne i huset med en økse, kniv og en pistol. Dette gjorde han angiveligt for at få adgang til kreditkort, ID-kort og kontanter.

Ydermere blev en beboer bundet og frihedsberøvet otte timer i forbindelse med hjemmerøveriet.

30-årige Bernio Verhagens dage som fantasi fodboldspiller ser dermed ud til at være talte, efter at han fik snydt den danske fodboldklub Viborg og nogle andre udelandske klubber på sin vej.