Tidligere minister tilbage på skolebænken

Trine Bramsen. Foto: Marie Hald/ft.dk

Den tidligere minister Trine Bramsen var fredag tilbage på skolebænken, da hun besøgte en 8. klasse.

‘I skole med 8.b og deres seje lærer, Karin.’

Sådan starter Trine Bramsen (S) et opslag på Facebook, hvor hun fortæller, at hun fredag var tilbage på skolebænken.

Den tidligere transportminister og nuværende familieordfører og uddannelses- og forskningsordfører for Socialdemokratiet, var på besøg ved 8.b på Lillebæltskolen i Middelfart.

‘Det har været en fantastisk dag på Lillebæltskolen. 8.b og deres lærer fyldte mig med glæde og stolthed over vores folkeskole,’ skriver hun i opslaget.

Ordføreren var blandt andet med da klassen skulle have seksualundervisning, hvilket hun selv husker som en smule anstrengende fra sin egen folkeskoletid.

‘Men Karins undervisning var fantastisk – og 8.b var fyldt med de sødeste, tænksomme og ordentlige elever,’ skriver Trine Bramsen.

Det er ikke yderligere uddybet, hvorfor ordføreren besøgte skolen.

‘Tak fordi jeg måtte være med i skole,’ afslutter Trine Bramsen opslaget.

Et nyt initiativ, hvortil der er bevilliget knap 50 millioner kroner, skal hjælpe børnefamilier med at spise mere sundt og grønt.