Efter den voldsomme krig: Dansk ambassade åbner igen i Iran

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Ambassaden lukkede midlertidigt den 10. marts, efter at USA og Israel indledte flere angreb på Iran.

Danmark har valgt at genåbne den danske ambassade i den iranske hovedstad Tehran.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Ambassaden har været lukket som følge af de store uroligheder, der har været i landet, efter at USA og Israel indledte krigen i Mellemøsten.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen orienterede de øvrige politikere på et møde tirsdag. (Arkvifoto)

Det var den 10. marts, at ambassaden lukkede midlertidigt på grund af den alvorlige situation i landet.

Men i forbindelse med at USA og Iran er kommet tættere og tættere på en aftale om fred, har sikkerhedssituationen i landet ændret sig til det bedre.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) meddelte derfor politikeren om genåbningen på et møde i Udenrigspolitisk Nævn tirsdag morgen.

Det lyder, at den danske ambassadør i Iran allerede har arbejdet flere dage på ambassaden i hovedstaden.

Den 19. juni begyndte hans arbejde derfra igen, ligesom de iranske myndigheder er blevet orienteret om ambassadens genåbning og ambassadørens returnering.

Ifølge Udenrigsministeriet følger Danmark derfor en række EU-lande, der også har genåbnet deres ambassader i Iran.

Til trods for at ambassadøren nu er stationeret i hovedstaden igen, ændrer det dog ikke på Udenrigsministeriets advarsel til de danske borgere.

Ministeriet fraråder fortsat alle rejser til Iran, ligesom danskere, der er i landet, opfordres til at forlade det øjeblikkeligt.

De store uroligheder i Iran brød ud den 28. februar, hvor USA og Israel indledte et stort angreb på landet.

Ifølge USA’s præsident, Donald Trump, var angrebet forebyggende for at sikre, at Iran ikke anskaffede sig atomvåben.

Leder af det iranske præstestyre, Ayatollah Ali Khamenei, blev i forbindelse med angrebene dræbt i begyndelse af krigen. Konflikten har dog fortsat efterfølgende, hvor Iran blandt andet har lukket den vigtige handelskanal Hormuzstrædet.

De seneste uger har der dog været meldinger om forhandlinger mellem de to lande. Forhandlinger, der dog har været påvirket af Israels fortsatte angreb på andre lande i regionen.

Annonce
Annonce
Annonce