De danske EU-forbehold om euro og retsforbehold skal væk, sagde Lars Løkke lørdag ved Moderaternes årsmøde
Det er en velkendt holdning hos Moderaterne, men snart skal det altså være.
Hvis det alene står til regeringspartiet, skal de danske vælgere “hurtigst muligt” til folkeafstemning om EU-retsforbeholdet og euroen.
Det siger Stine Bosse, Moderaternes europaparlamentariker, til Altinget.
– Jeg opfatter hurtigst muligt som inden for to år. Det her haster virkelig meget, fordi det handler om både Danmarks sikkerhed og Danmarks økonomi. Det er store ting, der bevæger sig hurtigt. Det er derfor, vi skubber på for det fra nu af, siger Bosse til Altinget.
Det er ifølge Moderaterne vigtigere end nogensinde før den aktuelle verdenssituation taget i betragtning.
Da udenrigsminister og politisk leder Lars Løkke Rasmussen (M) lørdag holdt tale ved partiets årsmøde i København, fastslog han, at det fortsat er partiets mål at få afskaffet alle de danske EU-forbehold.
Problemet for Moderaterne er, at partiet står alene med den holdning blandt de tre regeringspartier, hvor Socialdemokratiet og Venstre er de andre.
Op til sidste års valg til EU-Parlamentet luftede Moderaterne tanken om en folkeafstemning om retsforbeholdet. Men statsminister Mette Frederiksen (S) sagde klart nej.
Blandt andet med begrundelsen af, at de danske vælgere i 2015 var i stemmeboksene, hvor et flertal stemte for at bevare forbeholdet.