Regeringen skulle have forligspartier med på ændring af seniorpension, men det kommer ikke til at ske.
Regeringen dropper planer om at indføre strammere krav for seniorpension.
Det er meldingen fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) efter et møde med forligskredsen tirsdag eftermiddag.
De strammere krav er en del af regeringens finanslovsforslag. De indledende forhandlinger om finansloven for 2027 begyndte tidligere tirsdag hos finansminister Peter Hummelgaard (S).
(Artiklen fortsætter efter billedet)

– Jeg har netop mødtes med forligspartierne bag seniorpensionen, og det står klart, at der ikke er opbakning til regeringens forslag om at målrette seniorpensionen. Det respekterer jeg selvfølgelig, siger Ane Halsboe-Jørgensen i en skriftlig kommentar til Ritzau.
– Vi skal både passe på dem, der har brug for at trække sig tilbage, og sikre en økonomisk ansvarlig ordning, der skaber mulighed for, at flere kan bidrage på arbejdsmarkedet. Det var den balance, vi ønskede at skabe med regeringens forslag, tilføjer hun.
Regeringen ville ifølge finanslovsforslaget spare 200 millioner kroner i 2028, 500 millioner kroner i 2029 og 800 millioner kroner i 2030 ved at skærpe kravene for seniorpension.
Konkret ville regeringen at ændre vurderingen af en ansøgers arbejdsevne, så en ansøger skulle have nedsat arbejdsevne på højst 15 timer om ugen i alle typer job frem for ansøgerens seneste job.
Dermed blev det sværere at blive visiteret til tilbagetrækningsordningen. En enlig får 22.053 kroner om måneden på seniorpension i 2026.
Seniorpensionen blev politisk vedtaget i 2019 af VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale. Senere har Socialdemokratiet, SF og Moderaterne tilsluttet sig forliget.
Når der er tale om et politisk forlig, skal alle forligspartier være enige, hvis forliget skal ændres i en valgperiode.
På forhånd havde en række borgerlige partier sagt nej til ændringen, men tidligere tirsdag udtalte Hummelgaard, at regeringen lige ville afvente mødet i Beskæftigelsesministeriet, inden der kunne drages konklusioner.
Regeringen – altså S, SF, M og R – kommer til at opsige forliget, så der den vej rundt kan laves en ny aftale, oplyser Beskæftigelsesministeriet til Ritzau.
Hvis regeringen i stedet vil lave en ny aftale uden om de blå partier, som så kunne træde i kraft efter næste folketingsvalg, ville det have krævet Enhedslistens mandater.
Men Enhedslisten har allerede takket nej til at ændre i seniorpensionen. Det meddelte regeringens støtteparti tidligere på måneden, da forslaget kom på bordet i forbindelse med præsentationen af finanslovsforslaget.
RITZAU
