
Den ukrainske præsident vil mandag besøge Folketinget og dronning Magrethe
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, skal mandag på officielt besøg i Folketinget.
Her tager Folketingets formand, Søren Gade, sammen med næstformændene i Folketingets Præsidie imod Volodymyr Zelenskyj ved hovedtrappen klokken 09.00
Derefter skal præsidenten holde tale i Landstingssalen for folketingsmedlemmer og ministre.
Det skriver Folketinget i en pressemeddelelse.
Efter talen i Landstingssalen vil den ukrainske præsident få en kort modtagelse af partiledere, gruppeformænd og formændene for Udenrigspolitisk Nævn, Udenrigsudvalget, Europaudvalget og Forsvarsudvalget i Samtaleværelset på Christiansborg.
Senere på formiddagen er der en uformel sammenkomst i Fællessalen, hvor Mette Frederiksen og Volodymyr Zelenskyj begge vil holde tale, skriver Folketinget.
Derefter skal Volodymyr Zelenskyj i audiens hos dronning Magrethe.
/ritzau/