Små børn hastet på hospitalet: Alvorlig hændelse ved dansk turistattraktion

En familie har fået sig et gevaldigt chok efter et uheld ved en dansk turistattraktion, hvor både den toårige datter og en etårig søn kom til skade

En etårig dreng og en toårig pige fra en fransk familie, der er på besøg i Danmark, er blevet bragt på hospitalet efter et uheld i Den Gamle By i Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Uheldet skete, da de to børn faldt ud af en hestevogn. Den lille pige blev efterfølgende kørt over af den tunge vogn.

‘Flere patruljer samt en ambulance kørte hurtigt til stedet og fik kontakt til familien,’ lyder det fra Østjyllands Politi.

Familiens far har forklaret, at deres toårige datter under turen i hestevognen pludselig havde rejst sig op.

Da vognen satte i gang igen, faldt pigen ud, og hun røg ned under vognen, hvor hun fik kørt sine ben over af det ene hjul.

‘Under tumulten, da pigens far forsøgte at gribe ud efter datteren, faldt parrets søn på et år også ud af vognen og landede på jorden,’ oplyser Østjyllands Politi.

Begge børn er blevet kørt til behandling på hospitalet, hvor meldingerne lyder på, at ingen af dem er kritiske tilskadekomne.

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen om forholdet onsdag klokken 13.20.

En større udrykning er torsdag formiddag rykket ud til Vestas, hvor der er sket en tragisk ulykke. Senere oplysninger lyder på, at en mand har mistet livet i ulykken på fabrikken.

Foto: Den Gamle By