Vil du være betjent? Politiskolen inviterer til åbent hus

Foto: politi.dk

Har du tænkt på at blive politibetjent eller politikadet? Så får du chancen for at snuse til jobbet og til at blive klogere på, hvad det indebærer 18. juni i Brøndby fra 10-14.

Besøgende kan blandt meget andet møde studerende, undervisere og politifolk fra flere fagområder, fx hundepatrulje, færdselspatrulje, jura, psykologi og samfundsforståelse.

Du får for eksempel også lejlighed til at se nærmere på køretøjer, til at prøve noget at politiets udstyr, til at besøge den indendørs skydesimulator og til at få introduktion til nogle basale principper for magtanvendelse og konflikthåndtering.

Hvis man har mod på at få sved på panden, kan man prøve kræfter med dele af den fysiske optagelsesprøve, som indgår i Politiskolens adgangskrav.

Børn er meget velkomne. De kan blandt andet forsøge sig som mini-efterforskere og boltre sig i et legeområde i gymnastiksalen.

Det er første gang i tre år, politiskolen slår dørene op til det østdanske center på Brøndbyøster Boulevard 30. De to forrige år har politiskolen måtte aflyse arrangementet p.g.a. Covid-19 pandemien.

Det kræver tilmelding for at deltage i arrangementet. Tilmelding skal ske på e-mail-adressen arrangementer@politi.dk