Vidner: Betjente trækker våben

Vagtchefen oplyser til Presse-fotos.dk, at ingen behøver at være bekymret

En politiaktion er fredag aften i gang ved to gårde og på en hovedgade – vidner har i den forbindelse set betjente med trække tjenestevåben

Syd- og Sønderjyllands Politi er fredag aften til stede omkring blandt andet Hovedgaden i Tinglev nær Aabenraa.

Det bekræfter vagtchef ved politikredsen Erik Lindholdt over for Presse-fotos.dk.

“Vi har gang i en politiforretning, men ellers kan jeg ikke komme mere ind på det. Ingen borgere behøver at være bekymret, da vi har styr på situationen,” siger vagtchefen.

Er der sket personskade i forbindelse med aktionen?

“Nej, det er der ikke,” siger vagtchefen.

Har I nogle anholdte?

“Det har jeg ikke mulighed for at fortælle på nuværende tidspunkt. Jeg kan i det hele taget ikke kommentere nærmere på sagen,” lyder det fra vagtchefen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet er til stede på flere adresser i området

Syd- og Sønderjyllands Politi er ud over at være til stede i Tinglev også i gang med en aktion ved to gårde i Hjordkær i nærheden.

Politiet har ved disse aktioner heller ikke mulighed for at komme sagen nærmere.

Vidner på Hovedgaden oplyser til Presse-fotos.dk, at de har set betjente trække deres våben, men der er ikke umiddelbart hørt nogen skud.

Syd- og Sønderjyllands Politi holder altså lige nu kortene tæt på kroppen, men Presse-fotos.dk følger sagen og opdaterer, når der er nyt …

OPDATERING:

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser sent fredag aften, at man rykkede ud til adresserne i Hjordkær og Tinglev på baggrund af et borgertip.

To personer er under aktionen blevet anholdt, men er efterfølgende løsladt igen.

Aktionen er nu afsluttet.

Politiet kommer ikke tættere på de nærmere detaljer.