07. jan. 2024 - 9:34

Vanvittige frostgrader: Så koldt blev det i nat



I Vendsyssel og Østjylland har der været koldest. Men også i Nordsjælland har temperaturerne i nat været lave

Temperaturen har de koldeste steder i landet natten til søndag været nede i nærheden af 20 graders frost.

Det viser temperaturmålinger fra Vejdirektoratet søndag morgen.

Koldest er det i det centrale Vendsyssel omkring Hjørring og i Østjylland omkring Sabro.

Vejdirektoratet, som både måler temperaturer på vejbanen og i luften, har omkring Sabro målt en lufttemperatur på minus 20 grader Celsius.

Samme sted var vejtemperaturen minus 13 grader.

Flere steder i Hjørring Kommune er der målt lufttemperaturer på 19 minusgrader. Også her er vejtemperaturerne meget lave, hvilket i øvrigt gælder i hele Nord- og Østjylland.

Længere sydpå og mod vest er temperaturerne lidt højere. Det samme gælder Fyn og på det vestlige og sydlige Sjælland. Her har temperaturerne dog flere steder været nede i omegnen af 10 frostgrader.

Også i Nordsjælland har det været koldt. Vejdirektoratet har her målt lufttemperaturer på 14 frostgrader. Også her meldes der om ekstremt lave vejtemperaturer.

Temperaturen på vejen er relevant i forhold til, hvor glat føre der er. Når temperaturen kommer under 6-8 graders frost, mindskes effekten af saltning af vejene, oplyser Vejdirektoratet.

Hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har man søndag morgen på det sociale medie X oplyst, at den lavest målte temperatur natten til søndag var på 17 minusgrader.

Målingen er ifølge DMI fra Nordjylland, men DMI kan over for Ritzau ikke nærmere præcisere, hvor den er foretaget.

/ritzau/