Vanvidskørsel: Bragede afsted i Skoda med over 200 km/t i 80 zone

En 52-årig mand har fået beslaglagt sin bil efter at have ræset afsted med voldsom hastighed

Der var alt, alt for meget fart på, da en 52-årig mand fra Skive torsdag aften ved 21-tiden kom kørende i østlig retning på Hobrovej ved midtjyske Møldrup.

Der var faktisk så meget fart på, at han nu har mistet sin bil.

En patrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi målte bilisten til at køre over 200 kilometer i timen. Vel og mærke i en 80 zone.

Ifølge politikommissær ved lokalpolitiet i Skive Lars Mikkelsen er det sjældent, at politiet standser biler med over 200 kilometer i timen.

Det er helt vanvittigt, understreger han over for TV Midtvest.

“Det viste sig så, at han også havde en promille på 0,74, og at han var påvirket af narko, så vi beslaglagde hans bil,” siger politikommissæren til mediet.

SE OGSÅ: STOREBÆLTSBROEN AFSPÆRRET: STORT KØRETØJ VÆLTET

Det lykkedes betjente at stoppe den 52-årig mand i hans Skoda kort før Møldrup.

Han er nu sigtet for spirituskørsel, narkokørsel og vanvidskørsel.