Tre hollandske mænd er onsdag fundet skyldige i at have indsmuglet et kvart ton kokain til Danmark. Afgørelsen er faldet i Københavns Byret.
Den ene straffes den med fængsel i 16 år, og to andre får fængsel i 14 år.
Også to personer med danske rødder dømmes i den omfattende sag.
Den ene er en kvinde, som bare var 19 år, da hun ifølge dommen hjalp til med at håndtere cirka 42 kilo kokain. Resultatet er fængsel i 12 år, ligesom hun mister to biler, en Renault og en Skoda.
LÆS OGSÅ: Kathrine forsvandt og døde: Politiet har fundet dødsårsagen
Retten afviser hendes forsvarers udsagn om, at hun handlede under tvang og blev udnyttet.
Desuden får en dansk mand, der har ægtefælle og børn her, fængsel i 14 år. Ud over kokainforretningen dømmes han for at ligge inde med tre pistoler.
I forbindelse med dommen har retten skønnet den fortjeneste, de involverede havde på den ulovlige trafik.
Hos den hollandske hovedmand, der er 33 år, konfiskeres fem millioner i skønnet udbytte.
Alle fem anker til Østre Landsret. Her vil de frifindes i det omfang, de ikke har erkendt lovovertrædelser.
Sagen begyndte hos politiet i marts 2022. Først fik ordensmagten to anonyme tip om frihedsberøvelse. Derefter kom en anmeldelse om, at en ung kvinde muligvis blev holdt fanget af nogle hollændere på Hotel Skt. Annæ.
