Ung kvinde hastet på intensiv

En 20-årig kvinde er blevet bragt til Rigshospitalet, efter at hun kørte ind i et træ på en landevej

En 20-årig kvinde er natten til mandag blevet bragt til Rigshospitalet, efter at hun påkørte et træ i nærheden af Præstø på Sydsjælland.

Mandag morgen fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Bo Georg Petersen, at meldingen er, at kvindens tilstand er stabil.

– Hun er indlagt på intensiv og lagt i respirator. Hun er stabil, siger han.

Politiet har været i kontakt med hendes pårørende og underrettet dem om, at hun var været involveret i ulykken.

Kvinden var alene i bilen, og mandag er det endnu uklart, hvorfor hun påkørte træet ved vejen.

– Årsagen kender vi ikke, siger Bo Georg Petersen.

Han fortæller, at anmelderen af ulykken kørte foran kvinden og ikke så, hvad der skete, da kvinden påkørte træet.

Politiet er mandag morgen færdige med at undersøge ulykkesstedet.

En bilinspektør har foretaget undersøgelser på stedet, hvilket er rutine ved alvorlige færdselsulykker.

Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

– Han er nu gået hjem og beregner på hastighed og så videre, siger Bo Georg Petersen.

/ritzau/

Illustrationsfoto