Venstre står til bare 5,8 procent i ny måling, og næstformand Stephanie Lose siger, at hun er ‘rigtig ked af’ resultatet.
Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde hos Voxmeter. Nu reagerer næstformand Stephanie Lose på den historisk lave vælgertilslutning.
Til TV Syd siger Stephanie Lose, at hun er ‘rigtig ked af’ den lave måling.
‘Desværre har vi jo brugt rigtig meget tid på det seneste på at være uenige med hinanden i offentligheden om den politiske linje,’ siger næstformanden.
B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup mener, at Venstres problemer stikker endnu dybere, og at partiet risikerer en decideret nedsmeltning.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I mandagens måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, står Venstre til 5,8 procent af stemmerne. Det svarer til 10 mandater i Folketinget.
Målingen kommer efter vedtagelsen af gødskningsloven, som har skabt intern splid i Venstre. Partiet har stærke rødder i landbruget.
Fem af Venstres 18 folketingsmedlemmer stemte imod partilinjen, da lovforslaget blev behandlet i Folketinget.
Ved folketingsvalget 24. marts fik Venstre 10,1 procent af stemmerne. Det var allerede dengang partiets dårligste resultat nogensinde.
