Tyve fældet af spor i sneen: Ledte politiet fra gerningssted til gemmested

Arkivfoto

Sneen er ikke kun til fare for trafikken eller til at bygge snemænd med. Den kan også blive et afgørende middel til at fange tyveknægte. Det erfarede Midt -og Vestsjællands Politi, da de fangede to tyve i en kolonihave i Roskilde.

Det skriver politiet på Twitter.

LIGE NU LÆSER ANDRE: UNGE KASTER ISKLUMPER FRA BRO: FLERE BILER RAMT

De to anholdte havde været inde i en industribygning i Roskilde, hvor de havde stjålet flere ukendte genstande fra stedet. Herefter havde de forladt stedet, og da politiet ankom til adressen, var der ingen gerningspersoner i bygningen.

Men det tog ikke lang tid for politiet at finde tyvekoster og tyve på en adresse i nærheden. De kunne blot følge spor i sneen, som tydeligt gik fra industribygningen og hele vejen ind til kolonihaven, hvor begge blev anholdt og tyvekosterne blev fundet igen.