Avisledere: Messerschmidt har solgt sig for billigt i skatteaftale

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

DF har fået etårig nedsættelse af diesel- og benzinafgift i skatteaftale. Et ringe bytte, skriver Berlingske.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, har solgt sig billigt – for billigt.

Sådan lyder budskabet fra flere danske aviser fredag, efter at partiformanden torsdag meddelte, at han og Dansk Folkeparti havde indgået en skatteaftale med regeringen.

Ifølge Berlingskes lederskribent Ole P. Kristensen har Dansk Folkeparti åbnet en decideret ladeport, så regeringen sammen med venstrefløjen kan gennemføre det, som flere borgerlige politikere har omtalt som en såkaldt snigerskat og differentieret moms.

I bytte har partiet fået en etårig nedsættelse af diesel- og benzinafgiften med to kroner per liter.

– Det er en beskeden betaling. Finansieringen af de sænkede afgifter skaffes ved at udskyde de fornuftige skattelettelser. Det er et ringe bytte, skriver lederskribenten.

Hos Ekstra Bladet stemmer lederskribent Uffe Gardel i.

– Det er en underdrivelse, at Messerschmidt har solgt sig billigt. Løkke har købt en populist til foræringspris, skriver han.

Både hos Berlingske og Ekstra Bladet husker man desuden, hvordan Morten Messerschmidt efter folketingsvalget i marts lovede at “æde Lars Løkke og hans folk hver eneste dag”.

– Nu har Messerschmidt i stedet ædt Lars Løkkes skattepolitik, skriver Uffe Gardel.

Han tilføjer dog, at Messerschmidt med aftalen har vist, at han kan selv – uden de øvrige borgerlige partier – og at regeringen dermed kan indgå aftaler med ham en anden gang.

Hos Jyllandsposten mener lederskribent Morten Nystrup, at Dansk Folkepartis formand med skatteaftalen har fået en berettiget grund til sit smørrede smil.

Han kalder dog tiltaget med nedsættelsen af diesel- og benzinafgiften for kortsigtet.

– Lige nu kan DF fremstå som partiet, der reddede julen for de transportafhængige danskere. Men det danske samfund må indrettes på andet end troen på julemanden (og Messerschmidt), skriver han.

Hos Politiken mener lederskribent Marcus Rubin, at skatteaftalen rent taktisk giver god mening for regeringen.

– At få Dansk Folkeparti med og dermed splitte blå blok er en åbenbar sejr og en ydmygelse af Venstres formand, Troels Lund Poulsen.

Han kalder ligesom sine kollegaer hos Berlingske og Ekstra Bladet regeringens pris for at få Dansk Folkeparti med i aftalen for lav – i hvert fald økonomisk.

RITZAU

Annonce
BreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreaking
Annonce
Annonce