Da dette års udgave af den fynske festival Tinderbox løb af stablen, var det med en vis skaldepande som et af de største trækplastre.
Her gav den cubansk-amerikanske rapper Pitbull en koncert, der blev kvitteret med fuld plade fra B.T.’s anmelder.
Næste år vender han tilbage til Danmark, hvor det denne gang er Smukfest-publikummet, der får fornøjelsen af megahits som ‘Give Me Everything’, ‘Timber’ og ‘Time of Our Lives’.
Det annoncerer festivalen på deres hjemmeside, hvor 15 andre stjernenavne fra ind- og udland også tilslutter sig programmet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Flere internationale hitmagere på scenen
Pitbull er ikke den eneste storhittende rapper på Smukfest-plakaten.
Han får nemlig selskab af britiske Central Cee, der fik sit helt store internationale gennembrud i 2022 med det virale hit ‘Doja’.
Nummeret var ikke rapperens første møde med de fine placeringer på den hjemlige hitliste – han havde blandt andet hittet med ‘Obsessed With You’ og ‘Commitment Issue’. Men ‘Doja’ gjorde Central Cee til et internationalt fænomen.
Senere har han hittet yderligere med blandt andet ‘Sprinter’, ‘Band4Band’ og ‘Which One’, som han med stor sandsynlighed også kommer til at tage med til Skanderborg.
En tredje, der bestemt også ved, hvordan man laver et hit, er Nile Rodgers.
Den amerikanske guitarist, producer og sangskriver har siden 70’erne stået bag en lang række hits.
Han har blandt andet medvirket på Daft Punks ‘Get Lucky’ samt produceret David Bowies ‘Let’s Dance’, Madonnas ‘Like a Virgin’ og Diana Ross’ ‘I’m Coming Out’.
Sidstnævnte nummer skrev og producerede Rogers i samarbejde med Bernard Edwards, som han også stiftede discobandet Chic med i 1972.
Bandet, som er kendt for hits som ‘Le Freak’ og ‘Good Times’, er med, når Rogers indtager Smukfest. Det bliver dog uden Edwards, der gik bort tilbage i 1996.
Det sidste internationale navn på plakaten indtil videre er den unge britiske singer-songwriter Skye Newman.
En bred vifte af danske navne
Smukfest kommer i 2027 som vanligt til at byde på en god blanding af danske favoritter og internationale stjerner.
I tillæg til de fire verdensnavne, kan arrangørerne i første omgang præsentere 12 danske artister.
I toppen af plakaten finder vi to af de største danske popstjerner gennem snart to årtier, nemlig Rasmus Seebach og Medina.
De får selskab af yderligere markante navne i form af multikunstneren Emma Sehested Høeg, der netop har spillet en storrost koncert i Royal Arena, det Simon Kvamm-ledte band Hugorm, folkpopduoen Jonah Blacksmith og rapdronningen Tessa.
Selv på plakatens mindste linjer fremgår flere velkendte navne.
Det er TikTok-fænomenet Kliken, stjerneskuespilleren Trine Dyrholm, ‘Malene’-sangerinden Sys Bjerre, det purunge rockband Ashes of Billy, popkometen Ella Augusta og den internationalt anerkendte elektroniske duo Roya.
Partoutbilletterne til dette års Smukfest er igen i år blevet revet væk, ligesom de fleste endagsbilletter også er udsolgt.
I skrivende stund er der dog fortsat billetter til familiedagen søndag.
Vidste du at, Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis
her: Presse-fotos.dk App – App Store
Det foreløbige program på Smukfest 2027
Pitbull (US)
Rasmus Seebach
Central Cee (UK)
Medina
Emma Sehested Høeg
Hugorm
Jonah Blacksmith
Nile Rodgers & Chic (US)
Tessa
Ashes of Billy
Ella Augusta
Kliken
Roya
Skye Newman (UK)
Sys Bjerre
Trine Dyrholm