Her er Vegas Udvalgte 2027: Dem skal du holde øje med i 2027

Seks fremadstormende navne indtager Store Vega til januar, når næste års Vegas Udvalgte-event løber af stablen.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Siden 2011 har det ikoniske Vesterbro-spillested Vega hvert år rettet spotlyset mod en række kunstnere, de mener, går en lys fremtid i møde.

Igen i 2027 indtager en gruppe spændende upcoming-artister det tidligere Folkets Hus som Vegas Udvalgte.

Nu kan Vega løfte sløret for de seks navne, der skal optræde ved eventet i januar.

Det gør spillestedet i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Vega

‘Seks funklende navne’

Flere navne, der senere brød markant igennem, har i løbet af konceptets levetid været blandt Vegas Udvalgte.

Blandt dem er Jada, Mø, Drew Sycamore, Eee Gee og Smag På Dig Selv.

De seks artister, der er Vegas Udvalgte i 2027, vil håbe på at kunne få et lignende gennembrud i de kommende år.

‘De seks funklende navne vidner om en dansk musikscene, der blomstrer i fuldt flor, og hvor vision, kvalitet og vitalitet går hånd i hånd. Den 29. januar kan du blive svøbt i et magisk genrespænd fra sensible poptoner og skarptskårne bars til drømmende guitarmelodier og store himmelråbende omkvæd,’ lyder det i Vegas pressemeddelelse, inden de seks navne præsenteres.

Det første navn er rapperen Max Felix, der efter debuten i fjor har markeret sig med en blanding af hiphoprim og punkenergi.

Tidligere i år udgav han debut-ep’en ‘Hygge & Hustle’, der har den tidligere Cityboi Thor Farlov på gæstelisten.

Max Felix får selskab til Vegas Udvalgte af duoen Friløber, der endnu ikke har udgivet musik, men beskrives som ‘Nirvana møder Peter Sommer’.

Duoen Undermund har ligeledes deres officielle debutsingle til gode.

‘Gennem rap og sang leverer frontperson Laurits Møhl fortællinger om et liv i tomgang, tyngende samvittighed og meningsløse byture i jagten på identitet. Lydbilledet er inspireret af 90’er-rave og triphop, men den fremadstormende trio har beskåret det efter moderne standarder og giver nu et friskt (mave)pust til den danske indiepopscene,’ lyder det i pressemeddelelsen.

Kendt fra Kesi-nummer

Indierockbandet Woody Gunner er på udgivelsesfronten noget mere erfarne, end de førnævnte navne. De har nemlig allerede udgivet debutalbummet ‘Swan Szn’, der udkom tilbage i marts.

Mens Woody Gunner arbejder med engelsksprogede tekster, leverer Seoull dansksproget indiepop med elementer af soul og R&B.

De har indtil videre udgivet singlerne ‘Helt for mig selv’ og ‘Findes’.

Sangerinden Maisha, der blander singer-songwriter-traditioner med 80’er-pop og moderne R&B, har også blot to officielle singler i bagkataloget.

Hun har til gengæld også gjort sig bemærket med en gæsteoptræden på Kesi-nummeret ‘En af de dage’.

Ifølge pressemeddelelsen udgiver hun til januar første single fra sin kommende EP, der forventes at udkomme i april.

Vegas Udvalgte løber af stablen den 29. januar 2027.

Billetsalget er startet.

Vidste du at, Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis
her: Presse-fotos.dk App – App Store

BreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreaking
Annonce
Annonce
Annonce