Truede fest-deltagere: To mænd er sigtet for hatecrime

To mænd er sigtet for at true deltagere til næste måneds pride i Sønderborg.

Syd- og Sønderjyllands Politi skriver på Twitter, at de lørdag modtog en anmeldelse om trusler i forbindelse med den pride, som skal finde sted i Sønderborg i august.

De såkaldte prides er kendte for at samle mennesker fra det homoseksuelle miljø. Men der kommer også mange andre til dem.

De sigtede mænd er 19 og 23 år, og de blev henholdsvis lørdag aften og lørdag nat anholdt for at skrive beskeder i et kommentarspor på Facebook, der kunne opfattes som truende.

De er sigtet efter straffelovens paragraf 266 b, der også er kendt som racisme-paragraffen. Den taler om hånende og truende adfærd på grund af bl.a. menneskers seksuelle orientering.

De to mænd har over for politiet erkendt, at de har skrevet, som de har på Facebook. Men at kommentarerne ikke var ment truende.

De to mænd er løsladt, men de er fortsat sigtede i sagen.

(Billederne her på siden er fra den pride, der fandt sted i Aalborg tidligere på måneden).