Tre er døde i færdselsulykke – to børn på hospitalet

Tre mennesker har mistet livet i en færdselsulykke på Stabyvej i Staby ved Ulfborg tidligere søndag aften.

Samtidig er to børn overført til Skejby Sygehus, men de er ikke i kritisk tilstand.

Midt- og Vestjyllands Politi skriver på Twitter:

“Tre personer er afgået ved døden i forbindelse med omtalte færdselsuheld. Underretning af pårørende er foretaget. To børn overført til Skejby med tilskadekomst, ej kritisk. Oprydning pågår stadig på uheldsstedet. Ukendt tidshorisont”

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj, siger til bt.dk, at ulykken involverede to biler.

“Ulykken skete, da den ene bil var i gang med en overhaling og overså den modkørende bil,” siger vagtchefen.

I den overhalende bil sad der en enkelt person, mens der i den anden bil sad to voksne og de to børn, som nu er overført til Skejby Sygehus.

Politi og redningsfolk har arbejdet på stedet i timevis, og uheldsstedet har været spærret af. Det kan du læse mere om ved at klikke HER