To mænd er bag tremmer: Slog mand med bat og støvsugerrør – og truede hans kæreste

To mænd er blevet varetægtsfængslet, efter at de fredag morgen opsøgte en 29-årig mand ud for hans hjem i Stege på Møn, hvor de sammen med to andre mænd slog og sparkede ham – og truede hans kæreste til ikke at gå til politiet.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skriver i deres døgnrapport:

“To mænd på henholdsvis 21 og 26 blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør i retten og efterfølgende varetægtsfængslet. De er sammen med to andre mænd på 19 og 21 år sigtet for kvalificeret vold, for trusler og for vidnetrusler.

De to varetægtsfængslede blev anholdt fredag, efter at de tidligt fredag morgen havde overfaldet en 29-årig mand ud for hans bopæl i Stege.

Det skete efter en uoverensstemmelse tidligere på natten, og den 29-årige fik flere slag med et bat og et støvsugerrør, og han blev sparket, da han faldt om på jorden.

Hans 26-årige kæreste blev bagefter truet, hvis hun anmeldte overfaldet til politiet.

De sigtede blev anholdt senere fredag, og efter en afhøring blev to anholdte løsladt, mens de to andre blev fremstillet i et lukket retsmøde.”

De er varetægtsfængslede indtil 21. marts.