Tidligere NB-medlem skrev grove mails i tre og et halvt år: Nu er han idømt fængsel

Et 55-årige tidligere medlem af Nye Borgerlige er idømt seks måneders fængsel for igennem tre og et halvt år at have skrevet mange grove mails, hvor han svinede jøder og muslimer til.

Det har Retten i Lyngby torsdag bestemt.

De pågældende mails er afsendt med forhånende, truende og nedværdigende indhold.

Retten bedømte aktiviteterne som propaganda efter straffelovens såkaldte racismeparagraf 266 b.

Sagen har været ført i retten af chefkonsulent Ulla Greibe fra Nordsjællands Politi.

»Jeg kender ikke til sager med et tilsvarende omfang og grovhed,« siger hun ifølge Ritzaus Bureau.

Den 55-årige mand er tidligere medlem af Nye Borgerlige, hvor han forsøgte at blive opstillet til kommunalvalget i Gentofte.

Han blev imidlertid ekskluderet af partiet. Han havde i en kampagnemail bl.a. skrevet om et jødisk komplot mod Vesten, og at ‘kulturradikale landsforrædere’ snart skulle op mod muren.

Den 55-årige erkender, at han har afsendt de mange mails, men han mener ikke, at det, han har skrevet, er strafbart.

Han ankede på stedet på dommen til Østre Landsret.