En 44-årig mand er fredag kort før middag blevet idømt 11 års fængsel i en sag om smugling af cirka et ton hash og 19 kilo kokain.
Han har tilstået at have været en del af den sag, som hos politiet har navnet Operation Hugin.
I dommen vurderer Københavns Byret, at han har haft en ledende rolle i sagen.
Den 44-årige Abdessamade Benarabe har valgt at modtage dommen.
LÆS OGSÅ: Politiet leder efter barfodet mand: Vi ved, hvem du er!
Retslokalet i Københavns Byret er fredag formiddag fyldt med både pårørende, politifolk og journalister.
Abdessamade Benarabe har ifølge flere medier tidligere haft en fremtrædende rolle i bandemiljøet på Nørrebro i København.
Ved retsmødet forklarer han, at han primært har været involveret i at indsmugle hash. Politiet har delt hashsmuglingen op i tre forhold.
LÆS OGSÅ: Knivstik mod 25-årig på festival: 19-årig tiltalt for drabsforsøg!
I et af de forhold er det den 44-årige, som har stået for transporten til Danmark.
– Har du selv kørt hashen til Danmark? spørger specialanklager Rasmus von Stamm fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
– Nej, det har jeg så ikke, svarer den 44-årige mand og griner.
I et andet forhold er det i stedet en anden mand, som allerede er dømt i sagen, som stod for transporten, imens den 44-årige mand stod for at skaffe hashen.
LÆS OGSÅ: Mistænkelig genstand: Retten evakueret!
Smuglingen er blevet aftalt over beskedtjenesterne EncroChat og SkyECC, som begge er krypterede.
Ud over hash drejer sagen sig også om 19 kilo kokain.
Den 44-årige mand protesterer, da anklageren beskriver, at han har været med til at smugle kokain. Han mener selv, at han har lavet en aftale med en hollandsk kontakt.
LÆS OGSÅ: Borger gjorde overraskende fund ved mole: Lig i vandet
Han ville egentlig ikke være involveret med kokain, men forklarer, at han gik med til det alligevel.
– Det er jo også det, som du skriver til ham hollænderen: “I only do chocolate”, og chocolate, det er hash, siger forsvarsadvokat Jesper Storm Thygesen.
Ved fredagens dom konfiskerer retten også seks millioner kroner, som er vurderet som udbyttet i sagen.