En dreng er blevet stukket ned i Indre By i København og er efter behandling i stabil tilstand. Ingen anholdt
En 15-årig dreng er lørdag aften blevet knivstukket i Indre By i København og er nu på hospitalet.
Det oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.
Politiet har i den forbindelse været til stede på Strøget.
– Vi er til stede dernede, og vi kan konstatere, at en 15-årig er blevet ramt af et knivstik. Han er svært tilskadekommen og er blevet kørt på hospitalet, sagde Københavns Politi til Ekstra-Bladet lørdag aften.
Det lyder dertil, at politiet regner med, at drengen er blevet stukket ned på gaden, og at det ikke lader til, at knivstikkeriet er banderelateret.
Natten til søndag oplyser Torben Madsen, som er central efterforskningsleder ved Københavns Politi, at drengen er uden for livsfare efter at have modtaget behandling.
(Artiklen fortsætter under billedet)
SE OGSÅ: TO UNGE DRÆBT I ULYKKE
Der er endnu ikke anholdt nogen i forbindelse med knivoverfaldet, men politiet arbejder med forskellige signalementer på en mulig gerningsmand.
– Der har formentlig været noget tumult, så vi skal have klarlagt, hvem der har ført kniven. Det er en del af efterforskningen at finde ud af, hvordan signalementerne passer på den gerningsmand, der har ført kniven, siger Torben Madsen.
I den forbindelse kigger politiet på overvågning og taler med vidner.
Anmeldelsen kom klokken 19.11, og i løbet af lørdag aften blev der arbejdet på stedet for at sikre spor.
Lørdag aften omkring klokken 19.30 skrev Københavns Politi på det sociale medie X, at Vimmelskaftet var helt spærret, og at folk derfor opfordres til at finde alternative veje.
Der efterlyses i opslaget også vidner til episoden.
Natten til søndag lyder det fra Københavns Politi, at indsatsen på stedet er afsluttet og afspærringen ophævet.
/ritzau/