Storebæltsbroen: Turist sneg sig igennem betalings-anlægget

Arkivfoto

En udenlandsk motorcyklist lykkedes mandag med at snige sig igennem betalingsanlægget ved Storebæltsbroen i Korsør – i første omgang.

Politiet fik mandag klokken 12.18 en anmeldelse fra Storebæltsforbindelsen om, at en motorcyklist havde sneget sig gennem betalingsanlægget ved at følges tæt sammen med en anden motorcykel.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

På rastepladsen ved Tuelsø fandt politiet fire udenlandske motorcyklister, og den ene – en 37-årig udenlandsk mand – blev genkendt som ham,, der havde snydt sig igennem.

Han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om tilsnigelse af adgang uden at betale og fik en bøde på 2.000 kroner.

Han blev fulgt tilbage til Korsør, hvor han oven i bøden betalte broafgiften. Herefter fik han lov at køre videre.