Stor udrykning til mystisk bilbrand

En større udrykning er sendt afsted til bilbrand. Både hundepatruljer, beredskabet og betjente er ankommet til adressen.

Bilen, der har en udenlandsk nummerplade, er blevet ædt op af flammer. Normalt ville en sådan bilbrand blot blive dækket af politiet og beredskabet, men mandag eftermiddag er flere hundepatruljer også ankommet.

Branden er blevet slukket, men undersøgelserne er fortsat i gang i området.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet har været i Værløse i længere tid, hvor man har undersøgt området omkring Helikoptervej.

Det er endnu uvist, hvordan branden er brudt ud i bilen, men køretøjet er blevet ædt op af flammerne.

Omkring samme tid er politiet rykket massivt ud til en smykkeforretning, hvor der er sket et røveri ved højlys dag. Gågaden og de nærliggende stier er blevet helt spærret.

Det er endnu ikke bekræftet, at de to hændelser har en forbindelse til hinanden, da det ikke har været muligt at komme igennem til politiet.

Presse-fotos.dks erfarer dog, at bilen har en direkte forbindelse til røveriet, da kilder har set den udenlandske bil ved smykkeforretningen kort tid inden branden i Værløse.

Københavns Vestegns Politi er ikke vendt tilbage på henvendelser, men vi opdaterer, så snart politiet vender tilbage.