Der var ingen ballade før kampen, men under og efter slaget på Brøndby Stadion mellem Brøndby og Pogon Szczecin var der masser af uro.
Københavns Vestegns Politi registrerede undervejs ti episoder, hvor politibetjente blev udsat for vold, og to politibetjente måtte på skadestuen efter kampen, hvor de havde forsøgt at skille voldelige fans ad.
Inden kampen var der kun en enkelt person, der blev sigtet for at bruge fyrværkeri.
Men under kampen måtte politiet assistere kontrollørerne på stadion, fordi polske fans begyndte at ødelægge hegn og sæder på stadion.
Efter kampen løb det helt løbsk, fordi nogle fans fra Brøndby og Pogon Szczecin kom op at slås – med de polske fans i undertal.
“Efter kampen forlod langt de fleste tilskuere stadionområdet i god ro og orden. Men visse fangrupperinger blev tilbage, tilsyneladende fordi de ville slås, og dem brugte vi en del kræfter på at holde adskilt,” siger vicepolitiinspektør Kim Erik Hansen til politiets hjemmeside.
En polsk mand er blevet anholdt og sigtet for vold mod tjenestemand.
Selve fodboldkampen blev vundet af Brøndby med 4-0, og de er dermed klar til næste kvalifikationsrunde, hvor modstanderen bliver FC Basel fra Schweiz.