Spritbilist i Esbjerg: Polsk mand kørte ind i hus, flere biler og mindst to vejanlæg

En polsk mand kørte med langt over 2 i promille, da han mandag aften kørte ind i både et hus, flere biler og mindst to vejanlæg i Esbjerg.

Manden kørte til sidst galt i Strandby-rundkørslen i Esbjerg, hvor politiet fik anholdt ham.

Syd- og Sønderjyllands Politi skriver på Twitter, at den polske mands vilde kørsel fandt sted over tre-fire kilometer.

“Den anholdte er udlænding uden fast bopæl i Danmark. Bliver efter afrusning arrestanbragt mhp. vurdering om fremstilling tirsdag. Hvis du under hændelsen har været vidne til kørslen og følt dig i konkret fare, hører vi gerne fra dig,” lyder det videre på Twitter.

Den tilladte promille for kørsel i Danmark er 0,5.

Manden vil blive sigtet for både alkoholkørsel og vanvidskørsel.

(Opdatering kl. 13.35: Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser til presse-fotos.dk,, at manden ikke bliver fremstillet i grundlovsforhør, og at han derfor ikke bliver varetægtsfængslet. Men politiet opretholder sigtelserne mod ham. Derfor venter der et efterspil i retten).