Spiller faldt pludselig om: Premier League-kamp afbrudt

Luton-kaptajnen Tom Lockyer er ved bevidsthed, efter at han pludselig faldt om i lørdagens Premier League-kamp ude mod Bournemouth.

Kampen mellem Luton og Bournemouth blev efterfølgende afblæst af dommeren.

Tom Lockyer faldt om efter lidt under en times spil ved stillingen 1-1. Alle spillere blev ganske kort efter beordret i omklædningsrummet.

Senere kunne Skysports, BBC og Luton meddele, at Tom Lockyer er ved bevidsthed og i stand til at svare på spørgsmål.

– Vi beder alle for vores leder og anfører, Tom Lockyer, der heldigvis er ved bevidsthed og er blevet kørt på hospitalet, skriver Luton på det sociale medie X.

Efter 59 minutter kunne man se Lockyer falde til jorden, uden at bolden eller nogen modspiller var i nærheden af Luton-anføreren.

Den første spiller til at løbe hen til Lockyer var Bournemouths Philip Billing. Den danske midtbanespiller gjorde vilde fagter og tilkaldte lægehjælp.

Også Luton-manager Rob Edwards, som var løbet ind på banen, slog alarm

Tom Lockyer modtog derefter lægehjælp inde på banen og blev kort efter transporteret ud på en båre.

Tilskuerne blev på deres pladser på stadion, og kampen var afbrudt i næsten en halv time efter episoden, inden den blev helt afblæst.

29-årige Tom Lockyer kollapsede også i sidste sæson under Lutons oprykningsfinale mod Coventry 27. maj på Wembley. Han blev båret ud efter 12 minutter af oprykningsfinalen.

Dengang tilbragte Tom Lockyer fem dage på hospitalet, hvor han blev opereret i hjertet.

Efter operationen blev Tom Lockyer klarmeldt til denne sæson. Han spillede træningskampe i juli og august og har været en af stamspillerne for Luton i de seneste fire måneder.