En tysk turistfamilie fik en meget skidt start på ferien i Danmark, da deres sommerhus på Rørsangervej i Søndervig brød i brand.
Alle seks i huset, nåede at komme ud, inden branden for alvor fik fat natten til mandag.
Det tog flere timer for brandvæsenet at slukke branden, og huset stod ikke til at redde.
“Da vores patrulje kører, siger de, at taget er helt brændt væk, men betonvæggene står der endnu,” siger Jesper Brøndum, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til TV Midtvests hjemmeside.
Branden er formentlig opstået i en overdækket terrasse eller udestue-lignende bygning.
Politiet vil undersøge brandårsagen nærmere, når hele bygningen er svalet tilstrækkeligt af.