Mens hun græd og blev afklædt, blev en kun 12-årige pige voldtaget og krænket, da hun opholdt sig alene i et solcenter
En 23-årig mand er blevet tiltalt for at have voldtaget og krænket en 12-årig pige seksuelt i et solcenter på Sydsjælland.
Ifølge et anklageskrift, som B.T. har fået aktindsigt i, skete voldtægten en juniaften i sommer, hvor den 23-årige mand sparkede døren ind til det solcenter, hvor pigen tog sol. Det skete efter gentagende forsøg, hvor manden på anden vis havde forsøgt at tvinge sig ind.
I tiltalen fremgår det, at den 12-årige pige med tvang og trusler blev udsat for forskellige former for meget alvorlige seksuelle overgreb, hvor hun blandt andet blev voldtaget ved andet seksuelt forhold end samleje.
Undervejs fortalte gerningsmanden ifølge anklageskriftet, at pigen ville blive ‘slagtet’, hvis hun ikke gjorde, som han ville have hende til.
Da hun grædende nægtede, svarede han, at ‘så må det blive på den hårde måde’.
Den 23-årige mand er foruden episoden fra solcentret også tiltalt for at have begået et andet seksuelt overgreb mod den 12-årige pige. Det skete ifølge anklageskriftet i en kælder under en etageejendom i samme sydsjællandske by, som solcentret ligger i.
Samtidig er den 23-årige tiltalt for vidnetrusler ved efter voldtægten i solcentret at have kontaktet den 12-årige pige på Snapchat og truet med at dræbe hende, hvis hun fortalte politiet, hvad der var sket.
Den 12-årige pige anmeldte alligevel episoden, hvilket førte til, at den 23-årige i et par måneder var varetægtsfængslet. Han er efterfølgende kommet på fri fod forud for den kommende retssag.
Det er ikke kendt, hvordan den 23-årige mand forholder sig til tiltalen.
Både offeret og gerningsmanden er beskyttet af navneforbud. Den nærmere lokation på den sydsjællandske by bliver derfor ikke nævnt.