I en sag om ord mod ord er en far mandag blevet dømt for at have udsat sine to børn for vold.
For det straffes han af Retten i Kolding med fire måneders ubetinget fængsel.
Det oplyser anklagerfuldmægtig Karen Mørch.
Faren, der i dag er 43 år, er skolelærer, og han var egentlig tiltalt for at have mishandlet sine børn, men et flertal af rettens dommere fandt det alene bevist, at han havde udsat dem for vold.
Han er dømt efter den milde voldsparagraf.
I anklageskriftet er det beskrevet, at faren adskillige gange slog det ældste barn med knyttet hånd og med viskestykker.
Faren skulle også have sat sig på drengen og have slået ham, og i et enkelt tilfælde tvang han angiveligt drengen til at tage armbøjninger i et badebassin med koldt vand midt om natten.
Forbrydelsen mod det barn fandt sted over en niårig periode, mens barnet var cirka 5-14 år.
Det andet barn blev også slået med knyttet næve og viskestykker, og en gang skulle faren have slået barnet flere gange på kroppen med en pind. Det skete, mens barnet var cirka 9-14 år.
Manden har under sagen nægtet sig skyldig i anklagerne, og han overvejer, om han vil anke dommen til landsretten. Det kan han gøre inden for to uger.
Faren har i byretten forklaret, at der stadig er kontakt mellem ham og børnene.