Den folkekære danser og tidligere gæstedommer i Vild med dans, Silas Holst, har været ude for en grim ulykke. Men alligevel er han ikke til at stoppe.
Den 41-årige danser har i flere sæsoner underholdt danskerne på skærmen, når Vild med dans er blevet vist på TV 2.
Men det er ikke kun på tv-skærmen, at Silas Holst viser dansetrinene frem. Lige nu er han aktuel med Saturday Night Fever, hvor han har en af de bærende roller.
Det var i forbindelse med denne forestilling, at det gik helt galt. Fredag aften indtog han scenen sammen med andre dansere og skuespillere. Men der gik ikke lang tid, før det gik helt galt.
Det fortæller den kendte danskere på sin instagramstory.
På smertestillende medicin
‘Denne her bid knogle burde havde siddet fast på den store knogle. Det gør den så ikke mere efter fredagens forestilling’, skriver Silas Holst på sin profil.
Under fredagens forestilling ville skoen og dermed foden ikke, som danseren ville. Da han forsøgte at dreje på foden, sad skoen fast i gulvet.
Det fortæller Silas Holst til HER&NU.
“Det skete i forestillingen fredag. I en drejning, hvor skoen sad fast i gulvet, mens jeg drejede. Så den og foden blev stående, selvom jeg drejede. Så nu er jeg på smertestillende, mens vi spiller forestillingen færdig”, siger han til mediet.
Ikke til at stoppe
De fleste af os har nok hørt udtrykket the show must go on. Det er også med denne indstilling, at Silas Holst har tænkt sig at fortsætte med at danse.
Selvom en bid af knoglen ikke sidder som den skal, så er det ikke nok til at stoppe forestillingen, hvor der fortsat er lagt to shows i kalenderen.
“Jeg spillede to forestillinger lørdag og to søndag med foden, så jeg kan godt bide smerten i mig på smertestillende. Jeg spiller mine sidste forestillinger i kommende weekend, og derefter er der juleferie og tid til at give den ro”, lyder det fra stjernen.
Forestillingen er i gang på Holstebro Teater, hvor Silas Holst har planer om at indtage scenen igen, før han følger lægens råd og holder foden i ro.