Sigtet for at knivdræbe ven: Det var nødværge

Politiet har arbejdet intenst på stedet dagen igennem.

Da en 33-årig mand natten til mandag stak sin 36-årige kammerat ihjel på en adresse i Frederikshavn, handlede han efter eget udsagn i nødværge.

Det skriver TV2 Nord fra et retsmøde mandag i Retten i Hjørring, hvor den sigtede fremstilles i grundlovsforhør.

Dommeren har valgt, at retsmødet skal holdes uden adgang for offentlighed, men ifølge TV2 Nord erkendte den 33-årige de faktiske omstændigheder, men påberåbte sig nødværge, inden dørene blev lukket.

– Alt tyder på, at de har været venner i mange år, fortalte efterforskningsleder Carsten Straszek tidligere mandag om de to mænds relation.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Politi til stede ved adressen.

Nordjyllands Politi rykkede ud til en lejlighed på Buhlsvej i Frederikshavn efter at have modtaget en anmeldelse klokken 00.24 natten til mandag.

På stedet lå den 36-årige hårdt såret af et enkelt knivstik i brystet. Også ambulancereddere var på stedet, og de forsøgte forgæves at redde mandens liv.

Den 33-årige befandt sig på gerningsstedet og blev anholdt straks.

Reglerne om nødværge findes i straffeloven og siger, at handlinger, som har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt indgreb, er straffri.

Med andre ord straffes man ikke for at forsvare sig selv, men det er et krav, at selvforsvarshandlingen ikke er overdreven voldsom i forhold til det angreb, man er udsat for.

Nordjyllands Politi har ikke oplyst, hvad der skulle være motivet til drabet. Politiet har dog sagt, at det hverken har noget at gøre med bander eller andre former for opgør i et kriminelt miljø.

LÆS OGSÅ:
Mand anholdt midt på villavej

Person fundet død centralt i by