Se video: Politiet er – næsten – tavse om mystisk aktion

Politiet holder kortene helt tæt ind til kroppen i forbindelse med en aktion torsdag formiddag på Strandvejen i Faxe Ladeplads.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skrev i første omgang på Twitter:

“I forbindelse med en politiforretning er vi i øjeblikket tilstede med patruljer i Faxe Ladeplads omkring Strandvejen. Vi har ikke yderligere oplysninger for nuværende.”

Senere lød det:

“Politiforretningen i Faxe Ladeplads er nu afsluttet og vi har forladt stedet. Vi har ikke yderligere kommentarer”

Presse-fotos.dk har efterfølgende været i kontakt med Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, hvor vi spurgte til, om der for eksempel var anholdte i forbindelse med aktionen.

“Det kan vi ikke sige noget om. Jeg kan bekræfte, at vi har været i området, og derudover har vi ikke noget at sige lige nu,” udtaler vagtchef Nicolai Lynge.