Ethvert dansk tiltag, der begrænser russiske skibe i Østersøen, vil blive set som fjendtligt og medføre gengældelse.
Det siger en talsperson for den russiske udenrigsminister ifølge Reuters fredag.
Det er endnu uklart, på hvilken baggrund udtalelsen fra russisk side kommer.
Der sejler faldefærdige russiske olieskibe i Østersøen.
En række medier har tidligere beskrevet udfordringer med skibene, der generelt er gamle og slidte og bruges af Rusland til at omgå internationale sanktioner.
Skibene, som ofte har ukendt forsikring og ejerskab, sejler også igennem dansk farvand. De omtales ofte som den russiske skyggeflåde.
I marts blev det beskrevet, at mindst 15 russiske tankskibe med olie om bord siden nytår havde afvist dansk hjælp til at navigere dem gennem dansk farvand. Stik mod international anbefaling.
Det danske forsvar overvåger skibstrafikken i danske farvande.
I december skrev Forsvaret på sin hjemmeside, at russiske krigsskibe og ubåde ofte passerer gennem danske farvande.
Det skyldes blandt andet skibenes størrelse. Krigsskibe fra den russiske nordflåde er tvunget til at sejle ned langs den norske kyst og via de danske stræder.
Mindre skibe kan derimod sejle ad indre russiske vandveje til Sankt Petersborg – eksempelvis fra Hvidehavet.
Her er det normal procedure, at Forsvaret følger deres færden. I den forbindelse beskrev Forsvaret, hvordan to af Søværnets skibe havde fulgt to russiske korvetter sydover gennem Storebælt.
Fartøjer fra alle nationer – inklusiv Rusland – har ret til at sejle gennem dansk farvand, så længe de overholder havets grundlov, havretskonventionen.
Forsvarsministeriet har ingen kommentar til den russiske melding.
LÆS OGSÅ: