En endnu ukendt gerningsmand med en kniv røvede torsdag eftermiddag Lidl i Hillerød. Nu har politiet et signalement af manden
Nordsjællands Politi fik torsdag klokken 16.12 en anmeldelse om et røveri i Lidl på Carlsbergvej i Hillerød.
Man rykkede hurtigt ud til området og begyndte en efterforskning af røveren, der var flygtet på en cykel.
Torsdag aften ville politiet ikke ud med et signalement af røveren, da vidner havde givet for forskellige oplysninger.
Men fredag formiddag er Nordsjællands Politi ude med et signalement af røveren:
- Mand
- 185-190 centimeter høj
- Kraftig af bygning
- Iført sort eller blå halsedisse
- Blå/mørk jakke
- Mørkeblå cowboybukser
- Mørke støvler og bar på en mørk pose
SE OGSÅ: MAND FUNDET DØD PÅ METROSTATION
Presse-fotos.dk var i kontakt med Nordsjællands Politi kort efter røveriet.
“Ingen personer er kommet fysisk til skade, men det er klart, at det er en voldsom oplevelse, der er sket for personer i butikken. Det tager vi hånd om sammen med ledelsen i Lidl,” fortalte Jakob Tofte, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Presse-fotos.dk.
Vagtchefen har ikke nogen kommentar til, hvor mange penge røveren slap afsted med, men politiet er klar over beløbet.
‘Sagen bliver nu efterforsket, og vi har ikke yderligere på nuværende tidspunkt,’ oplyser Nordsjællands Politi fredag formiddag.
Hvis du har oplysninger, der kan være relevant for Nordsjællands Politi, bedes du kontakte politikredsen på telefon 1-1-4.