Udlejningscyklerne bliver flere og flere i hovedstaden, hvor de er hyppigt brugt at borgere og især turister. Nu vil parti se på, om der er for mange.
Først gjorde el-løbehjul sit indtog på den københavnske scene, før der hurtigt blev lavet restriktioner mod dem.
Nu er der så blevet el-cyklernes tur til at fylde i gadebilledet med blandt andet 4500 nye delecykler på vej fra selskabet voi, der også stod bag nogle af løbehjulene.
Dermed står det til, at de farverige cykler tager mere af pladsen ved cykelstativerne, og det vil Socialdemokratiet i København nu have kigget på.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Partiet frygter nemlig, at det kommer til at gå ud over københavnerne, da cyklerne påvirker fremkommeligheden på fortove og fællesarealer i byen.
Det skriver partiet i en pressemeddelelse.
Derfor har partiet stillet et medlemsforslag i Borgerrepræsentationen, der skal skabe et overblik over udviklingen af cyklerne. Det skal blandt andet gøre det klart, om kommunen har de nødvendige redskabe for at sikre orden i byen.
“I København ser vi en udvikling, hvor udlejningscykler i stigende grad opstilles i store, koncentrerede mængder på fortove og i byrum. Rigtig ofte ligger de endda og flyder i byrummet,” lyder det fra Niels E. Bjerrum, der er gruppeformand i Socialdemokratiet.
“Det skaber daglige gener i hverdagen særligt for gangbesværede, kørestolsbrugere og familier med barnevogne. Derfor er vi nødt til at komme til bunds i, hvordan vi får styr på cykelkaosset.”
Man har allerede set, hvordan turismen har skabt røre i flere europæiske storbyer. Det gælder ikke mindst Barcelona, hvor der har været flere demonstrationer. Byen har desuden allerede taget et opgør mod de mange el-cykler.
Fra 2027 har byen nemlig besluttet at udfase de private udlejningscykler, efter at der er kommet tusindvis af borgerklager over fejlparkerede cykler, der blokerer i byrummet, lyder det i pressmeddelelsen.
Det lyder, at medlemsforlaget derfor vil pålægge Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen at fremlægge en sag, der blandt andet skal belyse antallet af udlejningscykler i København, hvordan kontrollen foregår i dag, samt hvor mange påbud og afgifter, der er udstedt, for at undersøge om den nuværende indsats er tilstrækkelig.