Røgen kan være farlig: 13 adresser evakueret efter brand

Mennesker på 13 adresser i det sydøstlige Randers skal ikke sove hjemme natten til lørdag.

Det skyldes en brand, der har hærget i en lagerbygning siden torsdag morgen – og som endnu ikke er slukket.

Østjyllands Politi skriver på Twitter:

“På baggrund af målinger og den aktuelle vindprognose har vi i tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed identificeret 13 relevante adresser, som alle er evakueret for natten.”

Tidligere fredag aften havde Østjyllands Politi skrevet på Twitter:

“I forbindelse med branden i Langkastrup, Randers SØ skal borgere, som kan lugte røg, fortsat holde vinduer og døre lukkede, samt slukke for ventilationsanlæg.”


Over for presse-fotos.dk forklarer vagtchefen ved Østjyllands Politi, Chris Mose, at røgen fra branden kan være farlig. Og det er derfor, Styrelsen for Patientsikkerhed har besluttet sig for at evakuere de 13 adresser.

“Koncentrationen af CO2 i røgen kan være ret høj, og det er dét, som giver en risiko for beboerne i Langkastrup,” siger vagtchefen.

Branden er opstået i en lagerbygning hos DLF på Kastrupvej i Langkastrup.

Det er frøskaller, der brænder, og det er kun muligt at få ilden stoppet ved at fjerne alle frøskallerne med gravemaskiner. Det har brandvæsenet arbejdet på siden torsdag morgen. Og det kan vare flere dage endnu, førend branden er slukket.

Det kan du læse mere om ved at klikke HER