Den filantropiske forening Realdania har med en bevilling på 25 millioner kroner gjort et strategisk samarbejde muligt med Guldborgsund Kommune.
Nordøstfalster skal blive et attraktivt område at bo i og ikke mindst flytte til.
Et nyt samarbejde mellem Guldborgsund Kommune og Realdania skal i en fælles mission være med til at styrke medborgerskabet, hverdagslivet og besøgsoplevelsen.
Stubbekøbing, som i mange har været en traditionel handelsbaseret købstad, skal gøre stil en robust og attraktiv by på det 21. århundredes præmisser.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Nordøstfalster skal også udvikles, så kystens natur kommer endnu mere i spil, hvor de stærke fællesskaber og den lokale bygningskultur også skal være i fokus.
Kunst- og kulturprojektet på havnen i Stubbekøbing får derfor også midler til at komme i gang med ombygning af Den Grønne Hal og Magasinet.
Lavpraktisk støtter RealDania Guldborgsund Kommune med 10 millioner kroner og 15 millioner kroner til 48Halvtreds, som har til opgave at udvikle de gamle havnebygninger i Stubbekøbing.
Borgemester i Guldborgsund Kommune har også svært ved at skjule sin begejstring ovenpå det kommende samarbejde.
”Nordøstfalster er et område med stærke lokalsamfund, engagerede borgere og mange kvaliteter, som gør området helt særligt. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi sammen med Realdania nu kan tage næste skridt og bygge videre på det store arbejde, der allerede er gjort. Samarbejdet giver os mulighed for at samle lokale kræfter, kommunen og andre aktører om en fælles retning for området, hvor udviklingen tager afsæt i de lokale styrker og de mennesker, der bor og engagerer sig her. Ambitionen er, at Nordøstfalster kan vise vejen og inspirere andre til, hvordan udvikling i landdistrikterne kan skabes gennem samarbejde, fællesskab og lokalt engagement.”
Den begejstring bakker Filantropidirektør Stine Lea Jacobi i RealDania op om.
“Nordøstfalsters potentialer er ikke kun den smukke kyst, skovene og bygningskulturen. Det er også den energi og det engagement der er i området. At borgere, lokale investorer og kommune er gået sammen om at skabe udvikling i Stubbekøbing. Det har krævet vedholdenhed at nå hertil, og jeg glæder mig over, at vi i Realdania nu også bliver en del af det gode samarbejde.”
Sidst men ikke mindst, er folkene hos 48Halvtreds lige så begejstrede for at komme i gang med det kommende projekt.
“Vi er meget glade og stolte over Realdanias støtte, som er en stærk anerkendelse af projektets potentiale og et afgørende skridt mod at realisere vores vision. Med 48Halvtreds vil vi vise, hvordan kunst, kultur og arkitektur kan være en drivkraft for lokal udvikling. Med afsæt i Stubbekøbings særlige historie og havnens unikke bygningskultur arbejder vi med et internationalt udsyn og ambitionen om at skabe en kulturdestination, der får varig betydning for både dem, der bor her, og dem, der kommer på besøg,” udtaler Vibe Worning, der er direktør hos 48Halvtreds.