Aalborg tabte hjemme til SAH efter en uskarp første halvleg, hvor de danske mestre blot scorede otte mål.
Problemerne i Herreligaen fortsætter for de regerende danske mestre fra Aalborg.
Lørdag led nordjyderne deres tredje nederlag i den danske liga, da Skanderborg AGF (SAH) vandt 29-27 i Gigantium.
Første halvleg var offensivt rædselsfuld for Aalborg Håndbold, som blot scorede otte gange i de første 30 minutter.
Efter pausen lykkedes mere for Aalborg, men DM-sølvvinderne fra sidste sæson holdt fast i føringen og kørte en imponerende sejr i hus.
Aalborg har ikke været nær så suveræne i denne sæson som i sidste, hvor holdet kun tabte en enkelt kamp i grundspillet, inden mesterskabet blev sikret.
I denne sæson har der allerede været flere bump på vejen, og Aalborg ligger på andenpladsen et stykke efter fynboerne fra GOG, nu hvor halvdelen af grundspillet er spillet.
Lørdag voldte SAH hurtigt værterne problemer, ikke mindst fordi Aalborg måtte undvære Thomas Arnoldsen.
Playmakeren er ude med en skade, og hans fravær kunne mærkes i første halvleg, hvor nærmest intet fungerede offensivt.
Gæsternes stregspiller Morten Kaalund kom flyvende fra start og scorede fire gange, inden to scoringer i træk fra Johan Hansen bragte Skanderborg AGF foran med tre mål.
Da gæsternes føring voksede til 9-5, måtte Aalborg tage en tiltrængt timeout. Her ventede der en alvorssnak fra cheftræner Simon Dahl og assistenten Henrik Kronborg.
Det hjalp dog ikke meget. Aalborg gik til pause bagud 8-14 efter en svag første halvleg, hvor blandt andre Simon Hald var ineffektiv i sine afslutninger.
I anden halvleg kom hjemmeholdet straks bedre fra start.
Patrick Helland Anderson og Tobias Nielsen fik gang i scoringerne for Aalborg, som med ti minutter tilbage af kampen havde reduceret SAH’s føring til 19-22.
Der var dog for langt op til gæsterne, hvor Johan Hansen strålede med ni mål i kampen.
RITZAU