Billetter til Emma Sehested Høeg-koncert er udsolgt

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Tidligere på ugen annoncerede Emma Sehested Høeg en ekstrakoncert i det nye år. Nu er billetterne udsolgt.

Billetter til Emma Sehested Høegs ekstrakoncert i Royal Arena 6. marts 2027 er udsolgt.

Det skriver Live Nation i en pressemeddelelse.

– Nu stopper I den underlyme… Det er godt nok vanvittigt det her… Jeg sidder lige nu og griner over det. Det er total fantastisk altså, lyder det fra Høeg i pressemeddelelsen.

Det officielle billetsalg begyndte fredag, men der har været forsalg i løbet af ugen.

Ekstrakoncerten blev annonceret efter sangerens optræden foran 16.000 tilskuere i Royal Arena 7. november.

Koncerten høstede seksstjernede anmeldelser hele vejen rundt. Anmeldere roste hende særligt for inddragelsen af teatralske elementer.

– Lørdag aften forvandlede hun Royal Arena til et hæmningsløst totalteater af Las Vegas-dimensioner og beviste, at hun er landets suverænt største entertainer, skrev Berlingske i en seksstjernet anmeldelse.

Foruden de musikalske højdepunkter hyldes koncerten for flere af sine overdrevne elementer.

For eksempel smadrede Emma Sehested Høeg en seng med et glittersværd, hvortil hun også inviterede 70 festglade medlemmer af Copenhagen Gay Choir med ind på scenen.

– Os på scenen og publikum og holdet bag skabte noget den aften, som stadig sidder i min krop. En helt speciel energi, som summer, en energi, der både går op i luften og ned i jorden, lyder det fra sangeren i pressemeddelelsen.

Ifølge Live Nation bliver der til foråret ikke tale om en traditionel ekstrakoncert, men snarere et selvstændigt show i samme særlige univers.

Nåede man ikke at få billetter til den kommende koncert, er det muligt at skrive sig på en venteliste på Ticketmasters hjemmeside.

Ekstrakoncerten er dog ikke det eneste store kryds i Emma Sehested Høegs koncertkalender for 2027. Til sommer spiller hun på Roskilde Festivals Orange Scene.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce